Hans Spørgsmaal forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven. Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage.

Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads Trappen. Herregud, det var dejligt at hvile!

Og imens sagde jeg højt Gang Gang, jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en Ende dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge og satte mig resolut til at skrive igen.

Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet bedre

For Tania blev denne Tilstand uudholdelig og efter en halv Times Forløb rejste hun sig for at gaa. Andrey søgte ikke at holde hende tilbage. „Bliver det snart?“ spurgte hun. „Ja.“ Han forstod straks, hvad hun mente. „Hvornaar?“ spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham. „Om en Uge!“ svarede Andrey kort.

Og jeg kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. Der forløb et Par Dage. Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten Gulvet inde i Stuen.

Da vi var kommet Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at , var Manden foran mig igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden Skulderen.

GREGERS. Har du bogført nogen af de udgifter? WERLE. Hvorfor spør' du om det? GREGERS. Å, det har sine årsager. Hør, sig mig, den tid, da du tog dig varmt af din gamle vens søn, var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig! WERLE. Ja, hvor pokker, hvor kan jeg efter mange års forløb- ?

Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte, om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren fik den til at skælve, men heller ikke mere.

Zina, som var den, der ledede Forberedelserne dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra Dubravnik. I St.