United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ogsaa han vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i Virkeligheden forbedret Sagen? Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet!
Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke! HJALMAR. Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! GREGERS. Tør jeg komme? HJALMAR. Ja; kom. Det er sket. GREGERS. Det er? HJALMAR. Jeg har levet den bittreste stund i mit liv. GREGERS. Men også den mest løftede, tænker jeg. HJALMAR. Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter lidt hverken i Dag eller i Morgen, men i Tidens Løb, og den vil lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det tungeste straks. Den store og frygtelige Dag var kommen.
Og saa det, som var endda æklere. Hun var blit alene med Gram et øieblik; da hadde han nævnt, at han hadde været oppe ved hendes dør den eftermiddagen, og at hun ikke hadde været hjemme. «Nei, jeg var ikke paa atelieret den dag,» hadde hun svart og var blit blodrød i det samme.
Dina Asber var ogsaa framifraa frimodig. Hun gik like ut i stimmelen, fik fat paa folk og førte dem ind og satte dem til bords. Værst var det dog for kvinderne indenfor. De svettet og arbeidet. De vasket kopper og stelte mat og opvartet paa bordene. Allerede den tredje dag begyndte nogen av kvinderne at bli trætte. De skiftet jo paa som bedst de kunde, men endda blev det haardt.
Da forstod moren at det var et budskap fra det land der er lyst som en dag, at den lilles aand snart skulde flyve tilbake dit igjen. Da saa moren kom hjem med den lille blev Edels fryd fuldkommen. Hun jublet og sang og vugget lillebror saa ofte diakonissen vilde tillate det.
En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde. Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end før.
For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden forfærdelig hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat, som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar. Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse.
Hver kveld de hadde sagt hinanden godnat, var hendes hjerte varmt av tak mot ham, fordi han ikke hadde bedt hende om mere, end hun kunde gi den dag. Aa om de bare, bare hadde kunnet bli her til mai, til sommeren, hele sommeren. Og deres kjærlighet kunde faat modnes hernede, til de var blit hinandens helt, saa selvfølgelig, som de hadde nærmet sig til hinanden nu .
Kanske kunde jeg også være heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . . Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Børn.
Dagens Ord
Andre Ser