Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Han blev oppe. Der var jo ingen Forretninger mer. Der var bare Kampen for Dagen, og den var fægtet til den næste Dag. Vi kjørte Ture, vi tog ud paa Landstedet. Fader havde tusinde Indfald; han arrangerede og fandt paa. Jeg husker en Aften der havde været fremmede hos os, og Fa'er havde sunget du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme.
Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre. -Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme som -Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget ... ved min Grav.... Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden. -Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.
Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden og saa ham, saa rank og staerk. Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har De gemt Dem? Og da hun aabnede Vinduet, stod han lidt: -Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa hende: Jeg har taenkt paa Dem . Han tog ikke Ojnene fra hende.
»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. »Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.
Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op: -Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han. Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen. -Hva', sagde han, sidder Du i Mørke. -Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke.... -Ønsker du noget, Bai? -Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai. Katinka kom ind for at sige Farvel.
Baronen . Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham. Ambrosius . Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge. Bodil . Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren. Ambrosius . Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom hid. Hvorfor?
Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa? Ambrosius . Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min Røst. Baronen . Hvad for noget? Abigael . Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende. De Forrige. Jørgen .
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa Professoren. Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. "Men De er hæs idag," sagde han. William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme ja, den var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs."
Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et: -Leve København! Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra....
Fuglen sit Øje lukker, Sætter sig trygt til Ro, Drømmer, mens Stormen sukker Hult om dens høje Bo. Stormen lad den kun fnyse Bølgen lad den kun gaa; Drømmenes Kyst den lyse Kan den dog aldrig naa. Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne.
Dagens Ord
Andre Ser