Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Naturligvis kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige, og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting." Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo. "De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun. Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.
-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og vaere vrede paa hinanden, sagde hun, skal vi nu ogsaa vaere vrede paa hinanden.... -Nej, Mo'er, nej Tine rev sig los men nu er det jo silde ... Godnat. Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen og Doren slog til. Hun var borte. Madam Bolling vendte tilbage. Hun kom ikke laenger end til Stolen ved Doren.
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede. Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt: -Er I kommet hjem?
Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig ind fra Entréen: Naa, der er I! sagde han Sognefogden og Mølleren og de andre er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans. Nu skal jeg hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af Stolen. Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun: Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!
Jeg blev ildrød i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo. "Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun. "Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at spise Smørrebrød. Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at Hr.
-De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt. Den kære var Katinka. -Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede til Amplen. Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed. -Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer. Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.
Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første Kejserdømme, rank og smuk og rolig de ringbesatte Hænder laa foldede i hendes Skød mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines Fabler paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt til sig selv. "Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg ikke blive ved " "Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem. Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?"
Kihler, efterhaanden som Bøg blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind. "Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa Panden af ham. "Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De burde uddanne Dem."
Dagens Ord
Andre Ser