United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !
Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden. Jeg maa tale med dig, Mo'r .... Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. Hvad er der nu ! Du lovede jo at gaa i Seng! Jeg maa tale med dig, gentog Baronen ovre i Kontoret! Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!
Skinnende hvid, helt udstrakt laa hun, med Blikket fæstet paa ham. "Mo'r," raabte han og strakte Armene frem. Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt, aandende ud i et langt, smerteligt Suk: "Stakkels Dreng!" William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk ... Kl. otte begyndte Dødskampen.
Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand: -Men hvorfor græder Du? spurgte hun. Barnet svarede hende ikke. Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de: -Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" ... -Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak. -Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r.
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet: -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig.... -Aa, Fru Lund, det er altfor meget. -Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig.
Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida. Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r....
Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun: -Men med Schrøder skal det være slet ... Hun har vist Vattersot. Karl sad og røg, mens han sagde: -Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen. -Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en Lejlighed. Hun er jo rigtig net.
-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler altid render hun i mine Knap til Stationen.... -Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen. -Og #mine# Handsker maa jeg være fri ... Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre. -Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
Han nævnte altid Konen efter Børnene. „For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos, og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at have givet mig nogen Søn.
Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke. -Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem. ... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig. Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra. -Sover hun? hviskede Ida. -Endnu er hun vaagen.
Dagens Ord