United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød Forvirring. Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit. Hun fik Smørret og gik. "Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding.
Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke. -Men Smørret maa være godt, sagde hun. Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags drømmende Sorgløshed.
Men har Smørret ikke artet sig, Ida de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren saa maa Du bruge det paa Panden. Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende: -Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid....
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet: -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig.... -Aa, Fru Lund, det er altfor meget. -Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret: -Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned. Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
-Naa, Godaften, Frøken. Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften. Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne det vild' 'et blive. Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.
Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paa Bøgerne. ... Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von Eichbaum, der vilde rejse ... Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke. Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær. Tankerne førte hende saa langt. Nede slog Portene op og i.
Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig Rødmen fløj helt ned over hendes Hals men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev. Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst. Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen: -Fik hun Smørret og Skinken? -Ja, det lille Skind. Skovrideren gik lidt, saa sagde han: -Nej, hun sidder s'gu paa hende. -Hun er jo syg, Lund.... -Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske. -Naa, Lund.
Dagens Ord