Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juli 2025
Han rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog: Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Vilde det hjælpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du? Du ved det jo, Mo'r .... Hvad er det da, du vil? Det varede lidt, inden Svaret kom. Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt. Ja, hvad saa? Og led min Straf ... Helmuth!
Naar de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden; saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor det var. "Læs alene, Mo'r," sagde William. Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende læste hun.
Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale, spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben. Du ved det altsaa, Mo'r? Nej, sagde den gamle roligt jeg ved ingenting, Helmuth!
Hvad er det? Jeg kan ikke ... falde i Søvn, jeg ... Skal jeg maaske sidde og vugge dig? Lad mig ... Du maa ... Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed! Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. Jeg kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi' mig Nøglen til Vinkælderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg dig ....
Hun stod midt paa Tærskelen. -Hvor er mit Bord? -Hvor er mit? lød Børnenes Kor. -Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste. Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder. -Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet nu det fra Træet. -Ja. De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod. Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede Pakkerne i sin Favn.
"Saa skal vi da genses, elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger Sorger, som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders Moder Stella." "Mo'r skriver altid det," sagde William. "Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina. Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.
Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine. -Bringe Brev til Stationen.... -Mo'r Louise hvinte nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér.... -Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen. -Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....
"Din Mo'r var bedre," sagde han pludselig i en ny Tankegang, "hun elskede en anden, véd du nok sin Fætter" ... William vendte sig, han saá i navnløs Rædsel paa Faderen. "Fa'r," raabte han, "Fa'r!" og han strakte Hænderne afværgende frem, "Fa'r, sig mig det ikke!" Ordene lød som afhugne Skrig.
-Mo'r er inde, sagde Ida. "Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen. Er det dig, Mo'r? Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens Haand Det er da godt, at du har været fornuftig! Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.
Dagens Ord
Andre Ser