United States or Morocco ? Vote for the TOP Country of the Week !
William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe Andersen kom lige ind paa Scenen ... Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten. Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde: -Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse: -Jeg holder nu af hende. Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten
Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han sig ned og talte til hende. Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og hun svarede meningsløst.
Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab. Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som laa i hendes Skød. Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede. -Det er godt, sagde hun. Tag den bare.
Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte. Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine. Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne. Da fik hun Øje paa ham.
Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede: Sig, at hun skal komme straks! Og Frøken Anna rejste sig og gik ... Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket: Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.
Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til Kakkelovnen, og dér sad de nu Nina og Sofie og arbejdede, mens William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden Akt Komedien var "de Nygifte" sagde hun roligt, uden at se op: "Iaften kan jeg lide det." "Ikke sandt?" fo'r det ud af William.
Dertil Heden, selve Stemningen, den blandede Luft Han blev distræt, han sad og rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil, der var langt borte. Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas. "Det er Høg," raabte man, "det er Høg" og der blev saa nogenledes stille. William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke Højde.
Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.
Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov.
Dagens Ord