Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
Og mellem hendes Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem. Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar. Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende Angst "Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem for denne Lidenskabs Usalighed." Og Slutningen.
Det var som hun snappede efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De det da? Aa Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte, mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede med sin egen Elendighed.
Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa: Nu gaar vi! Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og Latter. Vel gør vi saa! sagde Frøkenen Og hvis Ingwersen bliver træt, sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne. Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde Kammerjomfruen. Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland. "Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge. Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.
Jeg vil blæse ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine egne! ... Han er ikke mere Husbond , end som vi! lød det rundt omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem. Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.
Hans Hvide lo: -Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad. -Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede. Hans Hvide var gaaet.
Under Graad og tænderskærende Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke blot, slyngede med næsten kynisk Aabenhed dette fremmede Menneske i Ansigtet, hvor nedværdiget og ussel hendes Tilværelse var. Hun var lige glad, hvad der blev af hende der var ikke andet til for hende end Ulykke.
Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og nysaaede Bede. Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var stukket i Graad: Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet saa, saa, nu er vi her jo!
Dagens Ord
Andre Ser