Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og klappet ham igen han var som livlos, gamle Bolling indtil han brast i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, laenge. Nu tog Tine Haenderne bort, hvormed hun havde stottet sit Hoved, og som om den nye Stilhed vaekkede hende, sagde hun: -Saa kommer Skovrideren hjem.
-Katinka Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder. -Ja, min Ven ja, min Ven. Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja. Taarerne løb ned over hendes Kinder.
En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud, bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om dem.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem". Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem.
-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet.... Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne. -Dejligt, sagde hun ud i Luften. Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad. Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær. Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og saa op paa ham. Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske træt af Graad. Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste Møje. Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet kunde han ikke sige.
-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem til Urnesgave. -Vi tager jo alle hjem om tre Uger efter Hans Majestæts Fødselsdag ... -Ja men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe den nervøse Graad brød frem bag hendes Smil. Der er endnu saa mange Fester tilbage ... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage saa havde jeg tre Uger helt i Ro ...
Da lagde han sig tilbage og brast i Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede Hænderne og knyede mod sin Skæbne, Taarerne løb ham salt ind i Mundvigene. Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun Mand, der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskær og holdt tilfældigvis til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han øjeblikkelig bedre Mod.
Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde: Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...? Men Eleven hørte hende ikke. Han gik og fløjtede ...
Dagens Ord
Andre Ser