Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juli 2025
»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.« »Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.« Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre.
Ellen hørte: Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ... Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte: -Felix, her vilde jeg gjerne dø. Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og hed. Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft.
Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun graed og graed.
Det er, fordi jeg synes, jeg ikke er god nok. God nok til hvad? Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig. De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde hun: -Carl De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause. Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var hastig som hendes. Saa slap hun hans Haand.
Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der talte.
Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!« ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude.
Jeg havde det meget rart. -Ja saa. -Vilsac var her. Hurtigt: Hr. Vilsac naar kom han? -Aa vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han reiser. -Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét. -Hvem, kære Carl. -Vilsac naturligvis. Hvem ellers? -Et Par Timer, tror jeg ... -Naa ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.
»Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.« »Ja.« Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv. Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa fra min Stol. »Der kom nok =finis Poloniæ=«, hviskede Andrea Margrethe.
Jeg bliver helt forpustet. Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede Stranden. Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke. -Nei nei hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? -At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt ... Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun: -Vilsac det bedste var aldrig at tænke. Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
Dagens Ord
Andre Ser