United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er noget kjønt deri. Men hans stakkels Kone! Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet. Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have.
Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa Baand. Klokken halvsyv kom Hr.
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar ... Han sukkede og hviskede sagte sukkede igen og græd.
Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. tog han hende, daekkende hende med Kys. Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel. Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel.
Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen. -Godnat, sagde han saa. -Sov vel, Bai. Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret. Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken. -Hvad den har travlt, sagde hun. -Hvad den alt fortæller. -Bai, raabte hun. Det er jo hertil.... Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret....
-Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd naar man bare havde kunnet faa Sjalerne af hende. Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere. ... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn. Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og Fjerkræet var lukket inde. Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren. Han havde en sort Frakke paa og han sukkede.
Du ligner ikke min Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet Ballonen. Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen, der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden. Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.
-Ja han gør virkelig et rart Indtryk saa beskeden og forlegen endnu.... De var hjemme. Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine Laar. Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
Hvor er du syg? spurgte Kongen. Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med Tungen. Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet, nu vilde han have det overstaaet.
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste, hvad det var. "Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det var en udmærket Mand."
Dagens Ord