United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet. "Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke jo er det ikke Bøg?" "Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke." "Jo jo vist er det saa kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte til ham saa maaske han faar Øje paa os."
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe." William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik tilbage paa Scenen. Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et Par Trin og slap Ind.
Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede. Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret det var Visen om »Lille Grete« med en svag, dæmpet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. Ak, kæreste Hr.
-Annie, Annie, kaldte halvhojt Appel i Feberen Tak at du kom. -Om lidt blir her koligt hans Stemme lod saa mildt saa gaar Solen ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen.... Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt: -Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden du er saa god ... hvor du er god....
Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt i Salmen 460: Hvor kan du dog i Synden le, Du lysoptændte Øje .... da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind. Enkebaronessen sad der allerede.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg: -Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed for magre, for gamle, elendige Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende Angst "Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem for denne Lidenskabs Usalighed." Og Slutningen.
Hun horte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; heller ikke hans Stemme naaede hende laenger. Hendes forvildede Tanker taenkte kun et: han elsker ikke mer. Og Sjael og Legeme folte kun en Smerte: Gyset fra inat. Fuglene sang over Engen; alle Buskes klaebrige Knopper lyste i Udspring i Solen. Lidt efter lidt var Berg traet holdt op med at tale; han fik jo intet Svar.
Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned paa Gulvtæppet ved sin Side. "Bed," raabte han med hæst hvinende Stemme, "bed," og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og skrækkelige Forbandelser. William laa paa Knæ: uden at turde rejse sig laa han med sænket Hoved og mumlede sagte.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: -Hvorfor dog? hvorfor dog Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. Tilgiv tilgiv, mumlede hun. Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn De har lidt meget.
Dagens Ord