Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved kom jeg til at see op og Himmel, Jord og sexten Elementer: det var jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det er det virkelig Dem?«
Over alt laa fra elektriske lamper, dæmpet gennem blaaligt Glas det samme Skær næsten som af Midnatssol Landets daglyse Nat. Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen, udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun vinkende. Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og greb haardt om Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.
Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Jubilæum.... Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik. Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens Frue bagte dem selv. -Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes Højhed. Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med Fornøjelse.
Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt.... Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke. -Forresten saa' han det gerne at de blev borte med deres "rødmossede".... -En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv....
Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet. Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage. -Her er mat, sagde han. -Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne. Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret. Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft. Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" ... han saá op, sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet.
Herrerne kommer i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære.
Bag dem og paa begge Sider var der Rækker af Munke, og omgivet af Vagt i den modsatte Side af Salen stod den Mand, som var kommet med Anklagen imod os. Paa et Tegn af en Munk, der øjensynlig var Befalingsmand over Vagten, blev jeg skilt fra Nikola, og saa begyndte Undersøgelsen. Først meddelte den sidst ankomne sin Historie.
Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget.
Lidt efter lidt begyndte hun at lytte efter deres Samtale. De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. Men med ét gik hun bort fra Vinduet. -Han har set det, sagde hun. Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han har set det. Vilsac ved det. -Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.
Dagens Ord
Andre Ser