United States or Cocos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale fra Stue til Stue, hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang. Berg var gaaet ud i Tines Kammer. Der saa hun ham, da hun kom han sad foran den lille Ovn. Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes Haender.
Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun haengte ved denne ene Tanke. -Jo det er vel Tid, sagde Berg og han gik. Tine fulgte. Hun gjorde i Kokkenet alt i Stand. Officererne kom tause ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Ojne. Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe den ind.
Men Bolling der ikke horte efter mere, sagde kun med sin svaere Tunge: Ja hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede paa Tine med et Par tomme Ojne. Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo blive godt endnu man maa jo haabe. Tine gik ud paa Trappen.
Hundrede Billeder og hvert stikkende som en borende Naal kom op i det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bolling, af hendes Ojne, hendes Ojne, der ikke mer kunde graede, og af hende, af Tine, saa livlos, som var Sjaelen dod i hendes Krop.
Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var Rullegardinerne nede endnu i alle Gaestekamrene. Fru Berg lukkede sagte Doren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole: -Er det Tine, hviskede hun. -Ja. Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Ojne, sagde hun, for at lytte efter Tine. -Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i den morke Gaard: Og derfor graeder Mand og Kvinde, derfor er Glaedens Dor nu lukt; Taknemlighedens Hjaerter binde en Krans, som blomstre skal saa smukt Thi Mindet aldrig slettes ud om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.
-Ja, og sig nu ikke og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem Luften at det er Syner, som er bristet de kan vel blive Sandhed endnu ... Men selv, mine Herrer, om det var Illusioner, de Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der nu han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende Ojne staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend saa er det ham og hans, som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: hans er Ansvaret og AEren leve da han og hans .
Og han ruskede i ham. Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han kun: -Men hvad vil da Gud med sit Danmark? Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have besorget Kapellanen kom i sin Vogn. Bispen var endnu alene.
Sofie begyndte at graede hojlydt: -Som det ligner, blev hun ved, som det ligner just som hun gik og stod ... herind' om Dagene. Tine tog Billedet og betragtede det laenge: -Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne for forste Gang i disse Dogn. Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om sig.
-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er fuldt og Bolling ... og Bolling er snavs. Og Tine gaar osse rundt og mister Humoret jo, du gor Tine hun gaar helt hjerteangst man ser det ud af Ojnene naar de Kanoner broler. -Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bolling og saa op og ned ad Berg med sine gode Ojne. Jeg si'er jo til Bolling: naar kun Skovrideren er sund.
Dagens Ord