Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juli 2025
I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i Gæsteværelset. Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede sin Mund ind mod hendes. Man er saa ond imod mig! sagde han Alle, alle! Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse.
Og saa begyndte Jagten forfra. Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene: Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde Dannebrog, paa en Pind! Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani Kom nu ned og klæd dig paa!
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur. Saaledes saa Adolf Mascani ud. Dengang ..... Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium. Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han: Kvinde læge!
Skal jeg ikke ... Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem! Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor. Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed. Endelig løftede Mascani Hovedet. Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og bøjede Ansigtet opad.
Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som for at blive set af alle. Her staar jeg, sagde han en Synder for Gud og Mennesker. Men jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads? Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at bære?
Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til. Det var Pastor Mascani. Der var stort Selskab paa Næsset. Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!
Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af Hænde! Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro Tjeneste. Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.
Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket. Jo, nikkede Pastorinden jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader! Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme.
Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet Haand selv havde givet sig. Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun Har De været oppe at slaas med Djævelen? Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han smilende: Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen. Ogsaa Pastoren lo.
Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa træt, om jeg tør spørge? Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig selv og andre! Baronessen smilte. Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun. Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede Gud «kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er det hele! Men Hr.
Dagens Ord
Andre Ser