United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han synes virkelig at være meget ivrig efter at finde Dem, og da han vidste, at jeg vilde opsøge Dem, tvivler jeg ikke om, at han har lagt Besked til én af os dèr." Da vi havde naaet de Rejsendes Klub, som er for godt kendt, til at jeg behøver at beskrive den, gik Barkston ind og lod mig passe paa Hestene imens. Fem Minutter efter kom han igen med et Brev i Haanden.
Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange." Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom.
Hvorpaa hun gik hen og aabnede den messingbeslaaede Dragkiste: Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød Silkesløjfe Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i Morgen, Mamsel! Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab. Klæd sig saa af! Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder. Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.
Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen. -Om nogen kom om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne. -Hr. Adolf Hr. Adolf hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende.
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde, mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage som en Skygge. -Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen. -Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og Solen tørrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet. Regnen varede længst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine hvidlige Øjne under det klamme Haar, der var blegt som Linned. Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til hende. Alle Danmarks Fugle kom hjem nu.
Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt: -Ellen, du er ikke rask: Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn. -Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt. Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.
Jeg kunde se det af hans ilsomme Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og mig, der var Forfølgeren.
Jeg hæver Øjnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt stikker Naalen ind paa de rette Steder og trækker Traaden i Lave ... Der stak du forkert. Hun ser paa mig. Jamen du skal skrive. Og saa sidder vi der igen. Sytøjet ligger i Skødet, og jeg skubber mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brænder, og jeg kan høre mit Hjærte banke.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa." De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen. William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.
Dagens Ord