Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 22. juli 2025
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej. Alle tav igen, til Marschalinden sagde: -Hvor gammel var hun egentlig? -Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads. -Tyve Aar, gentog Marschalinden. Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog: -Ja, alting her i Verden er blindt ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde: -Ja, hvis man kunde rejse langt bort. -Langt bort? Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk. -Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse: -Det bliver det samme, Du, sagde hun. Moderen saá langt ud over Sneen.
Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi: -Hvorfor skulde jeg ikke med? Og Ida gentog: -Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....
-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op. -Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo: -Se, om han er inde. -Ja, sagde Sofie og blev staaende. -Se, om han er inde, gentog Jægermesteren. -Ja. -Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden: -Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e?
De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine Rejser som en gammel Mand. -Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker. -I Paris hos Charlot vilde sige sin Moder i Paris, gentog han saa. Fa'er sender dem til Paris. -Ja saa din Fa'er har dem. Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned. Hr.
Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden. Jeg maa tale med dig, Mo'r .... Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. Hvad er der nu ! Du lovede jo at gaa i Seng! Jeg maa tale med dig, gentog Baronen ovre i Kontoret! Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!
"Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet, "ja der er skam meget at ordne." William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren. "Meget at ordne," gentog denne, medens han trak sine Handsker af og derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange. "Ja," svarede William.
Indtil han paa én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde Fingre mod en Rude ... Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og aabnede.
Du har prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet." William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun. Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder. Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig.
Dagens Ord
Andre Ser