United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“ Og alle gav sig til at spise med stor Appetit. Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise lidt Spæk til.
Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle. Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed.
Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres bedste for at benytte Lejligheden. Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit. Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele, mente Skumlere.
Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut. Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver ..... Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle.
Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest ved Siden af sin. Jeg tør ikke, smilede Greven jeg er bange, den skal slaa mig af. Han er sød! hviskede Clara. Jeg kunde spise de Øjne! Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.
Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør.
Du skal se sikken Appetit, du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave noget rigtig lækkert til dig til Frokost! ... Skal vi saa sige Godnat? Klokken er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af bare Søvnighed! Enkebaronessen rejste sig. Mo'r ... klynkede han. Helmuth! skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over i Graad. Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget! Jamen Mo'r ...
Husk saa paa, at De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar aldrig Appetit til noget Maaltid igen." Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud som et Genfærd.
Men spille blev han ved med. Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en Appetit. -Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo intet Maaltid som min go'e The.
Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de vante Ansigter. -Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet Glas: Rigtig rart. -Vidne, Sundt Vidne, lange Arthur.... Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen.
Dagens Ord