United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !
Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed. „Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op. De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden. Annie løb hen og saa ud. „Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke
De var nokså fræk den Dag, da De var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken! Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!« Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse! »Hvorfor siger De ingenting?«
Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker. Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.
Jeg sad og så på det med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det Så hører jeg Konstablen hoste og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset, når han kom!
Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde måske genere ham; jeg fik spørge om en hel. Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger. Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde.
Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante altfor vidtåbent, når jeg så på nogen. Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud for hans vedholdende Plagerier.
Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør.
Der sad jeg, et Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen tidligere havde været opmærksom på.
Manden sad stille og tænkte. Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken. Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed.
Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er. Plejer De læse aftenbøn? HEDVIG. Jaha. GREGERS. Hvem har vænnet Dem til det? HEDVIG. Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne. GREGERS. Nå ja?
Dagens Ord
Andre Ser