Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 22. juni 2025
Ti; Jeg frelser dig! CATILINA. Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv, hvad I forlanger af mig. Skulde jeg forræderisk en borgerkrig begynde, med Romer-blod besmitte mine hænder? Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden fordømme mig LENTULUS. Du vil ej, Catilina? CATILINA. Jeg vil ej. CETHEGUS. Sig mig, har du intet her at hævne, ingen, som du vel gad ramme?
«Aa gud ja, hvor jeg længes efter ham,» sa hun indimellem, forgraatt. «Aa Jenny .» Han fandt ikke andet at si: «Aa Jenny. Jeg visste jo ikke, at du hadde det saan, kan du vite .» Hun kom tilbake la et øieblik sine hænder paa hans skuldre: «Jaja Gunnar. Du skal ikke regne saa meget paa det, jeg sa før.
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder sit afskedsord til dig og Catilina! Hun strækker sine hænder bønligt mod ham. Hun beder for sit liv. Han hører intet. Han støder til! Der faldt hun i sit blod. CATILINA. Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere. Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger; jeg skimter og jeg hører kun forvirret som under stride vande.
Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet hun fortvivlet vred sine Hænder.
Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian , med Bibelen opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina , der ilsomt havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden om sin Brudgoms, Johans , den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa , med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth , den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, fine Elisabeth ; den lille Benjamin og Tvillingsøsteren Anna , »Anna liden», med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena ; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara , hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger maaskee Narcissas Trolovedes Banemand havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.
Kan de finde hænder, som vil løfte dem op, tar de mot og traakker i de samme hænder efterpaa. Har de tæften av, at en trop marsjerer fremover, slutter de sig til den for at faa part i byttet men loyaliteten, kameratskapsfølelsen, de eier den ikke. Maalet de ler av det i al hemlighet. Retfærdigheten igrunden hader de den de vet, seirer den, gaar det dem ilde.
Saa gik hun varsomt bort mot hende. «Ja det er altsaa hende, han har været forlovet med da, skjønner du. Denne sangerinden Berit Eck.» Fransiska talte med en liten sluknet stemme. Et øieblik lutet hun sig over mot veninden. Saa begyndte hun igjen at stappe ned underlakenet med skjælvende hænder. Jenny stod der. «Ja du visste jo, de var forlovet de har jo været det over et aar.» «Ja.
Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.
Og da han foldet sine hænder og paa sin barnlige og enfoldige maate bad til Gud, kunde man allerede skimte graaten i manges øine. At høre den gamle kjendte stemme vakte minder fra svundne dage.
I det store og hele tat gaar det et menneske, som det selv har villet. Man er sin egen skjæbnes herre som regel. En gang imellem er man det ikke paa grund av omstændigheter, man ikke raar med. Men det er en kolossal overdrivelse at si, det hænder ofte .» «Gud skal vite, det er ikke gaat mig som jeg vilde, Gunnar . Og jeg hadde villet i mange aar og levet efter min vilje .»
Dagens Ord
Andre Ser