United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa det, som var endda æklere. Hun var blit alene med Gram et øieblik; da hadde han nævnt, at han hadde været oppe ved hendes dør den eftermiddagen, og at hun ikke hadde været hjemme. «Nei, jeg var ikke paa atelieret den dag,» hadde hun svart og var blit blodrød i det samme.
De var nok glad i hende de hjemme. Fransiska og Gunnar og. Allikevel mon der var nogen av dem, som tænkte paa hende nu inat . Hun var jo aldeles ikke bedrøvet over at vite om en, som gjorde det . Hun vaagnet om morgenen og sa til sig selv, han kom vel ikke, og det var naturligvis ogsaa bedst. Men da han banket paa hendes dør, var hun glad allikevel.
Nu slet han det lyseblaa silkebaand ut av hendes underliv og bandt haardt over haandleddet. «Ja ja hvor bor » Gunnar skrek pludselig til i raseri. Saa sa han halvhøit: «Jeg skal gaa. Bær hende ind da » men han tok hende selv i armene og gik mot hendes dør. Da han saa den blodige seng, fortrak han pludselig ansigtet. Saa snudde han og støtte op døren til sit rum.
Det var liksom der sat igjen kulde og raa luft i de væggene altid . Hun gik fort indover korridoren og banket de tre slag paa hans dør. Gram lukket op. Og han tok hende ind til sig med den ene arm, og mens de kysset hinanden, laaste han døren efter hende med den ledige haand.
Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte nedenunder. Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af det smukke Fyrværkeri.
Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten . . . . Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør. »Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De det!
Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt han kunde ikke afgøre, om det var en Mands eller Kvindes kom til Syne, kastede et hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt
STYVER. Så lad os gå med fred vor jævne vej; vi stænger ikke stierne for dig, vi følger gaden, du i højden svæver. Hm, der fór også hun og jeg engang; men dagens krav er arbejd, ikke sang, den dør man fra, alt efter som man lever. Se, ungdomslivet er en stor proces og den unødigste af alle trætter; gå på akkord, og tænk ej på regres; thi sagen taber du for alle retter.
«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine øine.» «Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen. Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?» Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han ikke have gjort.
Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren.
Dagens Ord
Andre Ser