Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 17. november 2025
Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans Øjenlaag sank i Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en stor, tung Ting derinde og voksede! Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke, hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig og var løbet sin Vej!
Mere ikke, og han havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han plejede at være i den sidste Tid. Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den gemte. "Det er, ligesom William var en gammel Mand," sagde hun til Hoff. Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro.
„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet. Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under Isfoden ved Fjorden.
-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede. -Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt. Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen. -Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen. De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte Præst, #jeg# er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig« ...
Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. -Kom, sagde han stille, nu gaar vi. Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.
Dagen hældede mod Aften, da han naaede Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa uden Bytte. Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det Sted tidligere.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende: -Godaften. Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret: -Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han. Og Ida lo. Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile.
Og Tine svarede og vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd : -De siger, de siger, at de er gaaet fra Dannevirke. -Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte men hun kunde ikke svare mer, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, paa Trappen ved det forladte Lys.
Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder. Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt. Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet. Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Dagens Ord
Andre Ser