Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juli 2025
Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik bort ad Vejen. Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til Laengen: -Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. -Ja. Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt, Hundrededelen af et Ojeblik.
"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg kunde fortsætte Vejen. "Jeg ønsker ikke at falde i deres Hænder, kan jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?" "Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej fører her nede i Dalen. Det vil være haabløst at prøve paa at bestige Klipperne."
Den værdige Præst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han var gaaet, aabnede jeg det og læste det ivrigt. Det lød, som følger: "Kære Bruce! Naar De læser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet blev De alvorligt syg af Gigtfeber.
Hvem kunde vel se mig og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá mig. Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert. "Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg hvad, aa, hvad er der i Vejen?"
Toget bruste afsted, og de var atter borte, man hørte dem støje henad Vejen ; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen. -Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse.... Tak. -Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind.... -Du skulde dog komme ind.... -Ja, jeg kommer. Bai lukkede Vinduet. Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort.
Han forstummede, saa stift paa ham, mumlede noget, gav mig Haanden med en Undskyldning og gik sin Vej. Da jeg ikke kunde forstaa, hvad der var i Vejen, fulgte jeg ham og indhentede ham ude i Forstuen. "Hør, Benwell," sagde jeg, "hvad er der i Vejen? Hvorfor i al Verden render De Deres Vej paa den Maade? Har jeg fornærmet Dem?"
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?" "Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen." "Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?" "Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."
-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. -Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni Fingre. De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.
Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget. Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst. Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet. Hvad er der i Vejen med det? Det er ... Er det dødfødt? Nej ... desværre! havde jeg nær sagt.
Deres Overilelse betalte de dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste Forsamlingshus og var traadte derind, drivende vaade og yderst forkomne men dog i Live alle
Dagens Ord
Andre Ser