Men Berg sagde kun i den samme hastige Tone og vendte sig: -Ja de traenger til Hjaelp derude. Madam Bolling saa op, som om hun ikke havde forstaaet ham: -Traenger? traenger? sagde hun. Hvem? hvem? -Var'et de Syge? Var'et de Syge? var Bolling da ikke syg?

Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs? Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig, Fa'er! , ! Hi, hi, ja! Pause. Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte? Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte? Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar di rejste væk. Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat! Født i Nat ... !

Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham? Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor? Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til København nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u sæd vanlig Historie.

-Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store. Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde: -Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.

Lieutenanten blev ved at fortaelle i Virkeligheden havde han ligget i Nr. 10, hvor der i Dognets Lob var faldet to Granater : -Hedt var'et, sagde han, men man vaenner sig jo til Ilden. Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, som i Tanker, forte Tines slappe Haand ind mod sit Knae. Saa De de Dode? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

-Rigtig kønt var'et, Jette især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. -Men lad mig dog holde, Jette lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem ... alle de glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde. -Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt. -Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves ...

Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved Livet. Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne. Jeg gaar ned imod dem. Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand det er Sognefogden staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. Saa sig de' kuns. De skat'te komme te o skade .

Jeg har hørt sige, han var en høj Mand ved Kongen. Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besøget hos Jens Andersen stod klart og pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom og Paris. Ja, det var'et, mumlede Thøger, og hans Oldingetræk slappedes ved Tanken om den vide Verden. Han havde selv været udenfor men ikke længere end til nord i Tyskland.