Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Han stod lidt: -For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet fortsættes. -Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet. Han vilde gaa nu. -Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa elskværdig. -Naa hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu og frisk Mod.
Resten, Menneskets fortærende Længsel efter den Pige, hvis Navn han næppe formaaede at udtale, hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati. Hvem ved, hvad Lykken kan have til en, sagde Otte Iversen i en træt Tone. Han hældede sig forover med de sammenlagte Hænder mellem Knæene. Gaarden er gammel og forfalden, vedblev han rusten i Mælet. Der er ingen Skik paa nogenting.
Det var den samme Mund, fyldig rød lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle. De var saadan, Kvinderne af de Maager Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.
Hun forstod det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik men hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme. Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog hende imøde fra hans Klæder
Axel for op i Sengen af Søvne, thi der straalede en Visnen ud fra et Sted paa hans ene Laar, som var det Døden, der havde sat sin Mund der og suget. Sveden haglede af ham. Men han var skælvende træt, han maatte falde hen igen. Han saa Ansigter for sig. Bedst som hans Skræk havde sat sig, løb en Hare imod ham, dens Øjne voksede!
De smaa Unger tumlede om dernede i deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" ... Det lød op som en Jubel. Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket. Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina Gelænderet og fulgte efter Guvernanten. Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.
Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.
"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er træt og vil sove. I Morgen har vi store Ting for." Den anden Mand forlod Værelset, og et Øjeblik efter var Lampen slukket. Saa snart alt var mørkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op paa Muren ikke uden at skælve, da jeg tænkte paa, hvad min Skæbne vilde være, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej, jeg var kommet.
Det var maaske derfor, at Fru Nærup løb med ham, inden jeg fik ham at se? Naa e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du trængte til Ro. Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen? Meget pæn, ja ... Og hvordan har Du det? Var det strengt? Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene ved Tanken.
Hun strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte mig. "De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt. "Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til mig.
Dagens Ord
Andre Ser