Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. maj 2025
Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en forgræmmet Mine . . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand, der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin.
Han var i blaa Sækærmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og grønne Hoser, hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlænget paatværs i Snuden. Sigrid havde en Kjole paa af blaat Fløjl, der var aaben for det fine Lin paa Halsen; hendes spæde Haar, og det var gult som Byg, flød hende om Kinderne. Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa den korte, butte Finger.
Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket nedenfor Molen.
Og da nu Tæppet ikke faldt, men drog sig sammen o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler straalede i det sene Dagslys.
Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende. Jeg forstaar, sagde hun eller snarere hun aandede de to Ord ud, næsten uden at bevæge Læberne. Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer.
-Ja, og sig nu ikke og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem Luften at det er Syner, som er bristet de kan vel blive Sandhed endnu ... Men selv, mine Herrer, om det var Illusioner, de Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der nu han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende Ojne staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend saa er det ham og hans, som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: hans er Ansvaret og AEren leve da han og hans .
Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet. Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig.
Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke. De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker. Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over Eng og Høie. Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven. De elskede Stedet.
Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne: -Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas.
Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde sig, Luften døde ud. Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene. De lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til at støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult høre i det fjærne.
Dagens Ord
Andre Ser