Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel, Farvel! Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd end Vandets Sveden.
Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse. Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen.
Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens rokkende Hoved ... Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig, leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske, der kom ham nærmere og nærmere ... helt ind paa Livet ... Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe trykkede han Armene mod sit Bryst.
Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han. Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed. "Ja," hviskede han. Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."
Men det var ham umuligt at komme i Trit. Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte saa standse og begynde forfra igen. Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen.
Hans Kæber var saa stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig. "Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa Munden." Manden lukkede straks sin Mund. "Luk dine Øjne."
-Ja, sagde han og saa' op i Træerne Himlen saa' han ikke mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa. Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen. Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.
Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i. Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber. Hun gik frem og skød Døren op.
Det var et Douchebad af Støv: Haar og Bakkenbarter bleve graa i et Øieblik, ikke at tale om Klæderne. Heden var ogsaa meget stor, og Sveden, som den fremlokkede, var just ikke skikket til at formindske Ubehageligheden ved den overvældende Tørhed.
En Ting var jeg fast besluttet paa hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kæmpe til sidste Aandedræt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler, medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de søgte blandt Klipperne ved Skræntens Fod. Vilde de gaa højere op, hvis de ikke fandt os dér? Lykken begunstigede os.
Dagens Ord
Andre Ser