Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juni 2025
Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte hun. -Ja Deres Naade der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade. Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun. -Det gør mig ondt meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset. -En Tyv, Jomfru Svendsen?
Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen talte sagte: -Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær og alt det andet kun er det nøgne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste. Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv. Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien.
Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i Øinene. Saa med ét spurgte Carl: -Hvorfor skrev De dog saa sjældent? -Skrev? Aa til Bryssel. -Kun tre Gange ... -De Par Ord ... -Ja for De vidste ikke hvor jeg længtes ... De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.
Moderen sad inde i Stuen, Hun trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet og satte sig igen. Nina bladede i en Bog. "Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han.
Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke. Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser. Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Løste hele hendes Væsen op i klyngende Hjælpeløshed. Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning. En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl: -Hvor Folk dog dømmer feil ... -Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?
Jeg havde vendt mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok.
-Ja ... næsten seks ... til November ... Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de blottede Arme støttede paa Bordet.
Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun: -Vilsac er død ... -Vilsac? Men hvor har De hørt det? -Af Hr. Zimonys i aften Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun. -Hvor er det skét? -I München. Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.
Dagens Ord
Andre Ser