United States or United States Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
Men ved Kihlers Ord havde det alligevel givet et lille Sæt i ham. Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende? Ham kunde det jo aldrig vedkomme. "Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt.
Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham. "Jamen sæt nu sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!" "Ja man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa." "Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne vil . For mig staar det saadan, at man maa have det, maa absolut.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen: -Vil De være saa elskværdig? sagde hun. Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende. -Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem. -Værs'go, Bertelsen. -Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen. Der lød en Stemme bag hende: -Hvad er det? Det var Qvam, der stod i Døren. -Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.
Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter til sidst ind gennem Husgangen. Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end Drengens. „Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“ Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.
Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen vedblev at leve: Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde have Grunden til Uroen at vide ...! Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb famlende for sig frem i Luften.
Er #jeg#? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«. I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud til den ene Side.
Og skønt han aldrig havde forsøgt den mindste Tilnærmelse, dirrede hun af Beklemthed, naar Moderen en Gang imellem lod hende være alene i Stuen med ham. For sæt han nu virkelig en Gang tog Mod til sig og sagde noget ... Der kunde jo slet ikke være Tale om at imødekomme hans Ønsker. Og paa den anden Side vilde hun saa nødig bedrøve ham.
Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig. Carl stod op: Hvad skal jeg. -Sæt Dem her. Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. -Jeg er aldeles ikke vred. Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei Carl De skal ikke være bange. -Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet.
Dagens Ord