Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden dertil. Men omsider fandt han dog, at han burde gøre Begyndelsen til at bryde Tavsheden. "Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi to rigtig har faaet talt sammen, Flyge." Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme fik en egen bedrøvet, næsten bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.
William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede: "De er da ikke vred?" gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om. Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han var. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: "Forresten Forstaar jeg det godt," sagde hun. Han saá op. "At De er bleven Darwinist," sagde hun som Svar paa hans stumme Spørgsmaal.
Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde: -Ja, hvis man kunde rejse langt bort. -Langt bort? Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk. -Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse: -Det bliver det samme, Du, sagde hun. Moderen saá langt ud over Sneen.
Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene. "Det er Heliotroperne," sagde hun. Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øjnene lukkede. Saa smilede hun. Han følte som en Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde kvæles. "Nej," han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, "her er for lummert," sagde han. Hun fo'r op. "Men vi gaar jo straks." Han satte sig igen.
Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.
William standsede med et Ryk og slog sig med Haanden for Munden for ikke at skrige; alt Blodet fo'r ham i Stød til Hjertet. Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen, bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han saá ham, smilede han: "Er Du dér," sagde han fuldstændig ligegyldigt, "Skaf os en Vogn, min Dreng."
William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ... Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde." sagde han. William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og kort.
Hun tænkte kun: -Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham. Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham. Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren: -Profossen er her, hviskede hun. Det gav et forskrækket Ryk i Ida. -Hvor? hviskede hun. -Paa "A". Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.
Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: -Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. -At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i Bunken.
William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?" "Det var Grevinden med den unge Jansen." William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet. "Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og et vakkert Menneske." I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa.
Dagens Ord
Andre Ser