Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juli 2025
William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine Tanker, begyndte saa: Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder, Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder, Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt, Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt ... Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev under hele Replikken ved at stirre paa William.
"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af Professoren. "Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg skal nok gi'e Elmire." William rejste sig og gik bøjet frem: Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa! Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen, uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene. Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i Sorø smilende med Hænderne i Lommen aa, det Smil. Og mens Sveden sprang frem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at smile han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det.
"Forstaar De," gentog Professoren, "man ..." men han kunde ikke sige noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk Bevægelse og gik hen til Vinduet. Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling, han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde: "De forstaar jo ... det er en svær Rolle," sagde han. William nikkede.
"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej" han kæmpede lidt med Graaden. "God Nat," sagde han henne fra Døren. Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke bange.
Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen, endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal: "Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte sig. Med det gik William. William skulde prøve. Det havde været lange Dage, disse ti.
De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde. -Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte. Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu sagde han. Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet.
Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt rejste sig halvt: -Der er Gerster allerede, sagde hun. -Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer. -Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, sagde Fruen.
-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen før han gik ned ad Trappen. Professoren gik ind igen, bleg og dirrende: -Gerster, sagde Fruen blot. -Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?
"Naa" Professoren studerede sine Negle "men det er en svær Rolle, min unge Ven, og man kan ikke raade til at debutere i den." "Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs." "Det er sandt, Sannæs men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig saa høre den da." Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa kryds og paa tværs efter Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, saá op og saá ned.
Dagens Ord
Andre Ser