Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juli 2025
William nikkede, og der blev en Pause. William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand. "Naa, saa De har læst Sannæs hvilke andre Roller har De tænkt Dem at spille?" "Jeg véd ikke, om Professoren kender Lucien." "Lucien" Professoren gned sin Pande og tænkte sig om "Lucien ja, min Ven, jeg er en gammel Mand" et let Spor af Rørelse "nej, nej, jeg husker den ikke."
Det vil sige Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, stirrende frem i Luften: -Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser? -Ja, sagde Erhard tvært: Jer.
I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev ganske hæs: -Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?
-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence. -Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?
"Ikke med nogen" William satte den sidste Stol paa sin Plads "jeg har altid tænkt mig den saadan." "Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen, "ja lad os saa begynde." Han saá lidt fra Siden hen paa Høg: "Hvad er det for Scener, De ta'er?" "Dem med Elmire." "Naa ja, nu husker jeg.
"Ja ... det...." Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig se. "Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig selv?" "Kan nok være, min unge Ven, kan nok være jo, lad os saa se, hvordan De vil gøre det." Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille Stolene op som forleden. "Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa Professoren.
Til Tvistepunkter Professorinden havde ganske Ret var i Familien Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik over en Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de ikke talte.
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William
Det lod til, at Professoren morede sig, han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere. "Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være salvelsesfuld slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln saadan skal han være ... Han tror selv, han er hellig ..."
"Naa" han smilede igen "det var en anden Sag nej, desværre, han kommer saamæn, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden vi aner det." Fem Minutter efter vidste den halve By, at "Professoren" kom dertil for at spille en af sine Glansroller, at øverste Klasse skulde assistere ham, og at William Høg skulde give den næstvigtigste Rolle.
Dagens Ord
Andre Ser