United States or Mexico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær: -Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne. Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte Professoren dog vist snart bestemme sig: -Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige mange, der skriver et T for et F.
Det var ham, som skulde han falde i Knæ under Løgnen. Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme igen med "Tartuffe". "Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte Dage efter, "vi maa jo tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem "Tartuffe"?" William søgte om Ord. "Ikke som den spilles paa Theatret," sagde han saa. Professoren lo, "Naa nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da?
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det var heller ... ikke, som jeg havde tænkt mig." "Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det modsatte. Saadan se nu!" Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik. Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe".
Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt: "For De vil jo nok høre det næste? ..." "Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker naturligvis de maa jo ogsaa ligge bedst for Dem ..." Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De jeg her. Nu skal jeg nok spille med saa hjælper det."
"Sannæs, naa det var en underlig, teoretisk Rolle, men sæt Dem, kære Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden."
Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke: -Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem. -Satan saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde. -Ja der er de jo ogsaa fra.... -Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.
Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen." Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie. Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa Gymnasiet.
-De véd maaske, om han allerede har lejet Lejlighed, sagde Professoren og vendte sig. -Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en tøvende og usikker Stemme. -Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren pludselig standsende, i en høj, skændende Tone hvis han bliver her, føjede han til og vendte sig.
-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer. De lo begge og skiltes. Kan han no'et? -Véd s'gu ikke. Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.
Dagens Ord