Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. oktober 2025
Folk begyndte nu at tale om, at det længe havde været galt fat med hende; hun befattede sig med det onde. En Onkel af hende havde forsøgt at lære hende Angakokkunster, skønt hun i Daaben havde lovet at forsage Djævlen og alt hans Væsen. Sofie var kommen herned som lille fra Østkysten. Ud paa Aftenen begyndte den onde igen at faa Tag i hende.
Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ... Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa? Han har lukket sig inde i Taarnet ... Jeg skal da vel ikke op af flere Trapper? Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel. Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren? Ja ... Har I faaet en ny? Ja ...
Atter smilede Fru Line: Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ... Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt for. Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø! Vil Onkel ikke have en Forfriskning? Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø! Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene? De hyler jo, bare jeg viser mig!
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa Fortovet, helt ind til Husene. Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. Han gik gennem Porten.
Hva'? Hun ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele! Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines Haand .... Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen. Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen.
-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet.... Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til Excellencen: -Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.
Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav: -Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske syndet nok ... Han stod op: -Lad nu de andre synde videre. -Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide? Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet: -Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.
"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna. "Naa ja det er sgu lige meget saa var det hos Rovdyrene eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder Forlovelsesstemning i Luften." "Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa lige ud i Luften og lod sig ikke anfægte. "Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu være ligesaa godt som et Menneske.
Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte eller ikke kjendte gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.
Fru Line vidste ikke Raad for at svare: Nej det ... ja det ... stammede hun. Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til Tider maa I vel være enige? Det er kommet senere, Onkel, det ... Har han andre Kvindfolk? Det er vel det ? Ja e ... Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det var jo ikke det afgørende, dette med de andre; men ...
Dagens Ord
Andre Ser