Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juli 2025
Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej mens hun langsomt gik hjem imod Skolen. Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen, der kom af Sengen og ud: -Det er mig, Mo'er, sagde hun. Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.
Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: -Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme skingrende Raaben: -Tine? Tine? Hvor er Tine?
Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte Talen ind i Kokkenet. Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse.
Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen om "Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snovlende: -Min Go'e det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.
Hertugen den Tyverad vaskede sig i et Fad, aad en Ret forgiftet Mad, braendte saa sin Slobrok. Tralala, lalala, tralala. Sangen var holdt op, uden at nogen maerkede det knap nok de, der sang. Og i den pludselig stille Stue horte man Englaenderens Stemme, der sagde: -Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol. Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op.
Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede Ojne. Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle Bogstaverne, ligesom om han stavede. Appel slog Blikket op: -Aa De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. Hun gik hjem til Skovridergaarden.
Han var oprort, indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: -Det er en Kraenkelse af Folkeretten en aaben By det er en Forhaanelse af Aarhundredet. Tine horte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lod op med Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: -Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare sagde han, og han maalte Gulvet vi er vel Herrer paa Havet.
Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad der under Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende Taarer Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en Kalv Taarerne, der nu brod frem igen en paa en....
Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og lo og satte sig ned midt i sin Seng. -Du saetter dig paa Tine , du saetter dig paa Tine , skreg Fru Berg, helt aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet og med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.
-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage. Aa Herre Gud, aa Herre Gud det er de Saaret', der kommer. Sikket Tog sikket Tog! Hvor? hvor? raabte Tine hun var nede og tog i hende. Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende skreg Baronen i Gaarden. Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderborgvejen, forbi Ordonnantser, Bispens Karet, frem ad Vejen.
Dagens Ord
Andre Ser