Lexikografen havde ikke glemt min Disputats de nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og Hertugen af Luynes.

Robert blev saa forundret. "Hvor saá du ham?" spurgte han. Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag. "Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa mig.

Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.

De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans Højhed Hertugens Gigt. Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to Maaneder. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i Mørket. Lyset fra Rampen generede.

Det regner jo ikke mer. Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe. -Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer. -Aa blot lidt fra Træerne....

Til sidst kom Hertugen og jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet. Hans Øjne undersøgte mig helt igennem naa, i alt Fald er min Næse og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig Gudskelov. Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange for ham og temmelig nedtrykt.

Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene. Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt.

Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske sikkert misbilligende. Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder.

Mine Øjne faldt paa Spalten "London fra Dag til Dag" i Daily Telegraph , og jeg saá ligegyldigt ned ad den uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St. James, fra Udlandet." Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved?

Friskarer strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer. Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre.