Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. maj 2025
Nils ravede op af Stolen: Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne! Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned gennem Gaarden ... Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....
Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.
-Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun. -Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi Trin og Stemmer og Latter ... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn Gang paa Gang hans Navn. -Ja det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej. Alle tav igen, til Marschalinden sagde: -Hvor gammel var hun egentlig? -Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads. -Tyve Aar, gentog Marschalinden. Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog: -Ja, alting her i Verden er blindt ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede: -Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen. -Ja, sagde Moderen og rejste sig. Vognen kørte ind ad Porten. Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt: -Det var altsaa Døden? sagde hun. De fire Herrer var holdt op at spille. Hans Excellence nikkede uden at tale.
Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne. -Ja det var dem hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra. -Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ... Fra Vitoriateatret....
Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet. Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen. Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.
»Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.
Det er, fordi hun er en Helt! Det er os Børn, hun lever for! ... Men der staar hun jo ovre! udbrød Frederikke pludselig. Hvor? Hvor? lød det fra de andre. Bag Gardinet i Strygestuen. Ja, ved Gud! ... Lad være med at se derover! ... Ja, det er Synd, hvis hun opdager, at vi har set hende! Den lille Sofies Øjne flammede: Jeg kunde slaa Far ihjel! sagde hun.
Saa gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk. En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen." William stod ved Vinduet, bag Gardinet.
Dagens Ord
Andre Ser