Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
-Men at Bolling var klavret derop, Madammen satte naesten i Lob op over Plojelandet : Var det et Sted i Vind og Vejr for den syge Mand, elendig som han var. -Bolling, Bolling. raabte Madammen. Men hun horte ikke mer ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun Toppen.
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone: -For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop. -Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa Karl saá, helt forbavset, hen paa hende: -Naa, ja, saa la'er vi vær'. Lidt efter skiltes de. -Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her. "Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her." "Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"
Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side.
Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der lugtede af Jomfruelighed og Lavendler. Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol.
»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe til mig. »Og heller ikke Deres«, svarede jeg. »O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.« »Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«
Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven. Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven. I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over Gaarden.
Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt med dem, før de for stedse drog bort til deres eget Land; thi naar de bliver meget gamle, rejser de langt mod Nord til et Land, hvor alle Fjældmennesker samles. Der er idel Mørke, aldrig Lys. Men før de drager derop, maa de skrifte deres Synder for et Menneske. De maa angive sig selv, sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds.
Jeg gik saamænd derop i Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy hun hvisker, ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal og Traad med. O du syede den? Ja, hun taler igen højt. Det er nu min Mening, at man aldrig skal være for stor til at hjælpe.
Dagens Ord
Andre Ser