Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: -Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.
Der blev rusket i Døren. -Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det? Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden. -Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup? -Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død!
-Deres Naade, sagde han og blev mere "klein", da han stod foran hende Stemmen skjalv lidt. Deres Naade. Det er nok en Fejltagelse.... -Hvad er der, Paul? -Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen. -Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt, jeg ved det. Paul vendte kort om og gik.
Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige saa mange Slag som han selv tæller Aar.
Dens hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi, dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en Fugl var at høre her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt var Kulde, Død og Taushed.
Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. »Os har Du først talt til, og nu forlader Du os«, syntes de at sige til mig. »Men det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt mig«, svarede jeg. »Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men Du er troløs som Veir og Vind.«
-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig. Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...« »Kan De maaske ikke huske mig?« »Huske? Næ æ « »Jamen prøv!« Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt. »Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot. Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det ikke kunde være Fa'er, som kom og vi rørte knapt Maden. -Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kræsne? I spiser ingenting.... Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden. Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var som jeg skulde kvæles af Uro og Angst.
De brugte Mund efter bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa Øjne.
Dagens Ord
Andre Ser