United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der er noget deri, jeg véd ikke selv, der er noget, som jeg aldrig kunde glemme; der er noget, som mægtigt fyldte min hu, som jeg aldrig forstod, som jeg grubler på endnu. Beltet om mit liv ! Med guld var det bergkongen fæsted sin viv! Selv er jeg bergkongens brud! Og ingen ingen kommer for at løse mig ud. Hvem kommer? SIGNE. Gudmund, vor frænde! MARGIT. Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro ?
BENGT. Gud og hvermand skulde tro, hun måtte være det; men selsomt nok GUDMUND. Hvad mener I? BENGT. Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug. BENGT. Hvad siger I, frænde? GUDMUND. Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle! SIGURD. Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde. ØRNULF. Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart. GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende. Ja, dengang! Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år. Han vil ikke tro, det er mig! GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde ! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind.
I mindes sidst, da han . Det er bedst at vogte sig. EN GAMMEL MAND. Men I, fru Margit ; jeg véd, eders slægt var altid sagnkyndig, og I selv kunde mange vakre eventyr, alt imens I var barn. MARGIT. Ak, jeg har glemt dem alle tilhobe. Men spørg Gudmund Alfsøn, min frænde; han kender et eventyr, som er lystigt nok. MARGIT. Ej, hvilket klageligt ansigt du sætter op! Vær lystig, Gudmund! Vær lystig!
I lyste som en sol mellem jomfruer små; så viden om land eders ry monne gå; fuldt vel er I endnu så fager en kvinde. Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt den fattige frænde. Så umildt er I stemt, I, der engang var så vennesæl tilsinde.
MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor I var, i kongens hal. Kan I spotte min nød? MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer gods og guld GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig, fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug MARGIT. Det véd jeg forsand!
Ha, det vidste jeg nok! Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder! Til holmgang ! Mig! Du skemter, Sigurd! SIGURD. Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! Ha, jeg skønner det vel.
Du havde sunget om al den lyst, som mægter at rummes i et menneskes bryst: du havde sunget om det frejdige liv blandt herrer og fruer. Alt som bedst kom bejlere fra øst og bejlere fra vest; og så så blev jeg min husbonds viv. GUDMUND. Å, Margit! MARGIT. Der gik ikke lang tid hen, før jeg måtte så bitterlig græde. At tænke på dig, min frænde, min ven, det blev min eneste glæde.
Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende. KNUT. Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde. Min frænde? Hvor vil I søge ham? KNUT. Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.
Dagens Ord
Andre Ser