United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor I var, i kongens hal. Kan I spotte min nød? MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer gods og guld GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig, fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug MARGIT. Det véd jeg forsand!
Meld heller om de år, I var borte; den tid er vel ej på bedrift så arm; meget må I kunne mig berette; derude er jo verden både vid og varm, der er sindet og tankerne lette. GUDMUND. I kongens hal var jeg aldrig så fro, som dengang jeg var smådreng i det fattige bo. GUDMUND. Vel eder, dersom I kan takke fordi Kan jeg ikke byde, som det huger mig bedst? Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?
PERSONERNE: BENGT GAUTESØN, herre til Solhaug. MARGIT, hans hustru. SIGNE, hendes søster. GUDMUND ALFSØN, deres frænde. KNUT GÆSLING, kongens foged. ERIK FRA HÆGGE, hans ven. EN HUSKARL. EN ANDEN HUSKARL. KONGENS SENDEBUD. EN GAMMEL MAND. EN PIGE. GÆSTER, HERRER og FRUER. MÆND i Knut Gæslings følge. KARLE og PIGER på Solhaug.
Å, Signe, at miste dig nu, det var det tungeste, jeg kunde friste. KNUT. Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig. SIGNE. De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund! SENDEBUDET. I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn. GUDMUND. Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt! SENDEBUDET. Det véd vi alle. GUDMUND. Hvorledes?
Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende, da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd. Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort.
Sig mig, mens fjernt fra bygden jeg vandred, har også hun sig så stærkt forandret? Er det i kongens gård slig høvisk tale man lærer? I minder mig om, hvordan tiden tærer GUDMUND. Margit, hel vel mine ord I forstår. Engang var I mig begge så blide; I græd, da jeg skulde fra bygden ride; vi loved at holde som søskende sammen i fryd og i ve, i nød og i gammen.
Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget ja, hvad skal jeg kalde det? noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år.
Går du også med slige tanker? GUDMUND. Ja vel gør jeg; men kongens vrede ; jeg er jo en fredløs mand KNUT. Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare MARGIT. Mere tør jeg ikke sige dig. SIGNE Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på ét. MARGIT. Om dig?
GUDMUND. Jeg gemte den, fordi jeg tænkte, med den at løse mig fri, hvis kongens mænd skulde komme mig nær. Men alt fra ikveld har den mistet sit værd; nu vil jeg stride med arm og med sværd, byde frænder og venner op til det sidste, for min frihed og livet at friste. Lad mig få den. Se så! GUDMUND. Du vil ? MARGIT. Skænke den til nøkken dernede.
Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru? KNUT. Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. Ikveld skal ingen her på gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs; imorgen får han se at hjælpe sig selv. ERIK. Ja, men kongens lov? KNUT. Å, kongens lov!
Dagens Ord
Andre Ser