United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


I dette Øjeblik syntes Manden at ville . Han letted sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af: »Han skal have svære Ejendomme denne HappolatiHvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod hvert Høkerskildt i Byen?

Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; jeg? Nej, nej, skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke.

Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia. I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind til Kontorerne. „Er der Gæster tilde politiske“?“ raabte han højt. Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa Officeren som paa en gammel Bekendt.

Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om, at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her, indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig

Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.

Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var allerede borte borte for bestandig! Endnu levede han for hende var han allerede tabt! Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg. Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. Hun syntes, hun maatte kunne græde sig ihjel hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og skar i hendes Bryst. Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag det dyrebare Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik alt forsvandt for hendes egen grænseløse Fortvivlelse som var uden Ende, uden Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at slaa.

Å barnet, barnet! havsens bund . Jo, jo, hun leve! Å, gud velsigne dig, Relling, bare et øjeblik, bare længe til jeg kan sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden! RELLING. Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde stedet. HJALMAR. Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og krøb hun forskræmt ind loftet og døde i kærlighed for mig.

Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar mit Nødråb igår. Det er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne.

Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs, der antændtes! Det gik ud fire Fjæle og et Ligsvøb Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten . . . . Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min Værtinde stod i Færd med at jage mig Dør. »Han hører ikkeråbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De det!

Men den unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over hende for at yde hende Trøst.