United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
NILS LYKKE. Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven? FRU INGER. Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu NILS LYKKE. Tillad, fru Inger Gyldenløve, i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte.
Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik.
Kommer du tilbage for at blive?“ „Ja!“ svarede han. Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv, opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i Dubravnik og Vennerne der. „Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?“ spurgte Andrey, da han var færdig med sin Beretning.
Et Øjeblik efter rulledes Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede, spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.
Et rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at udtale sig. Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.
Alonzo de Tobar , den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos , er bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel ! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»
„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til at ruste sig til at møde deres Skæbne!“ Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom dem alle saa ganske uventet.
Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå i Retning af Slottet. Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.
Jeg har set dig på for nært hold. WERLE. Du har set mig med din mors øjne. Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse ! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer å! Ord til andet, som om jeg hørte din mor. WERLE. Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
Dagens Ord
Andre Ser