United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !


O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er' blinde, hvori Tanken blier fortært? Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule, Hvo har i Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og Syndens Søn?

Og jeg ja jeg tror, jeg kom til at bli rent som en engel av bare glæde, hvis jeg fik mit eget lille barn. Kan du tænke dig no saa vidunderlig deilig som det maatte være?» «Neihvisket Jenny besværlig. «Naar dere er glad i hinanden. Det vilde vel hjælpe over mange vanskeligheter.» «Aa ja da. Hvis det ikke var saa flaut, vilde jeg gaa til en doktor. Forresten, jeg tror jeg gjør det en dag.

Men han hadde husket, at den morgen han løp efter lægen, mens den anden var alene igjen med hende da hadde han villet si Helge Gram det han visste og si det slik, at den andens hjerte skulde bli aske som hans eget var da. Men i de dage, som laa imellem, var alt han visste blit hemmeligheter mellem den døde kvinde og ham. Deres kjærlighets hemmeligheter var det blit.

I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt; thi for mit syn en anden frem den maned, der ej, som Deres, hinker lam og halt. Jeg Dem, ej som falken, men som dragen, som digterdrage, dannet af papir, hvis eget jeg en biting er og blir, mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.

Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var allerede borte borte for bestandig! Endnu levede han for hende var han allerede tabt! Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg. Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. Hun syntes, hun maatte kunne græde sig ihjel hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og skar i hendes Bryst. Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag det dyrebare Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik alt forsvandt for hendes egen grænseløse Fortvivlelse som var uden Ende, uden Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at slaa.

FURIA. Eller lyster dig en løvkrans af vinter-egen ved min moders hus, der visned da en ung vanæret kvinde med høje skrig sprang sansesløs i floden? CATILINA. Tøm alle hævnens skåler over mig engang ud ! FURIA. Jeg er dit eget øje, dit eget minde og din egen dom. CATILINA. Men hvorfor nu ? FURIA. Ved målet skuer jo den trætte vandrer sin vej tilbage. CATILINA. O, står jeg ved mit mål?

ELINE. Jeg hader ham. NILS LYKKE. Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst. ELINE. Ham tilgiver jeg aldrig! Hys! Kan du høre ? NILS LYKKE. Hvilket? Hvor? ELINE. Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd paa landevejen. NILS LYKKE. Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer ! Hidover kommer de. er der stor fare!

Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn, som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

Tror du da, der lever en eneste sjæl, som ikke har stunder, da man tviler paa sig selv. Nei barn der maa være et andet menneske, som man deponerer sit bedste hos sin kjærlighet og sin tillid og se den bank maa man kunne stole paa. Naar jeg sier dig, at mit eget liv siden jeg blev gift har været et helvede saa bruker jeg ikke for sterke ord.

Det var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham. Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne. Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at fortsætte til Bergen? For maskinskade. Ene og alene for maskinskade.