United States or Taiwan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Du er næsten ble't fyldig og svær. HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. Hvorledes går det din far nu?

Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia. I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind til Kontorerne. „Er der Gæster tilde politiske“?“ raabte han højt. Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa Officeren som paa en gammel Bekendt.

GINA. Jo, det er. Gregers! Er du der alligevel? , kom ind da. Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR. Men ikveld ? Er du gåt fra selskabet? GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke svær at kende igen. GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

Andrey var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr. Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid. Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt, troskyldigt tysk Ansigt.

Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN. Fan' véd. JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage. PETTERSEN. Kanske det. JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.

Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at «Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen. Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte mig iland igjen, og det lidt fortDen vesle fyren stod og trippet af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs.

GINA. ? Ja, Ekdal er svær til at snorke. HEDVIG. Sover han? Kan han sove? RELLING. Ja, det lader s'gu' til det. GREGERS. Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham GINA. Og han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne. HEDVIG. Det er kanske bra', det, at han får sove, mor. GINA. Det tænker jeg også. Men er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da.

Naturligvis vær bare ikke bekymret for os,“ svarte Dale, og gik saa med Sir Ralph op ad den stige som førte til platformen oppaa skroget. Idet de nu stod like overfor den anden flyvemaskine, fik de øie paa to mænd der. Den ene var firskaaren, svær og klumpet av figur, og hadde et mørkt, busket skjeg, som helt skjulte det nederste av ansigtet.

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.