United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Var det da ikke, som gik Tine rent i Sovne ... og mager var hun bleven rigtig mager blev hun: -Aa ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bolling og gik videre. Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe Snavset ind, sagde hun: Her er nok her er nok. Madam Bolling sukkede over baade Gulv og Lofter.
Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen. Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren. ... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. Saa blev der ganske tyst i Huset. Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som hun var.
Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man endelig kom tilbords. -Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone. Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset.
Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene. -Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det og alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en Klump paa deres blaa Sokker.
Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt. Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen.... Nu hørte han Kammerherrens Stemme Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensraaden.
Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede. Det var som paa en Kro. Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede. Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem Borgestuen. Moderen lukkede undertiden Døren op: -Naa, Børn, hvad Nyt? Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen.
Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Støvler paa. -Saa, lille Børn, sagde Moderen og lukkede Døren op: -Nu er det Juleaften. De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Sæt over Dørtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saá de ud, som skulde de til Alters. Bagest kom Jens Røgter. Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrøveligt.
Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi: -Var den der Frøken Brandt? Ida gik hurtigere.
Og de satte Træskoene i en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og mælte ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et: -Tak. Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til det. Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar Husmandskonerne var vel ude. -Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.
Fru Brandt var i Undertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter. Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vaagnede og blundede igen. De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen. -Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til Gærdet paa Sokker.
Dagens Ord