United States or Afghanistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jens grinede, saa han tabte Piben af Munden. Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som dem, der springer gennem Ballon. Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne. -Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i Bukselommerne.
Saa førte kun Lars Forkarl Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus. Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde: -Men saa lad dem gaa. Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet: -Men de vil jo ikke, sagde hun. Og de blev.
Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene skreg: Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun Postelin, mens han sprang paa Sokkerne. -Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen: Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde: -Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud. Hun #maatte# have hestene ud.
Men den halte Liremand stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt. Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede meget var der ikke under og nu bukkede han skævt foran Lirekassen. -Tine, drej, raabte Moderen.
Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og smilede bare. -Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl. Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne. Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke.
-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge: -Der er ikke nok til Lars Forkarl. Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord. -Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl? Pludselig virrede hun med sit Hoved: -Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer. Tine listede ind i Faderens Stue.
Lars Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Baesterne frem og fik lagt dem i Tojet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt Ojnene efter ham, hvor han gik til han var ude og Gaarden var tom igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden. Sofie kom frem i Bryggersdoren med en Spand og skulde til Bronds.
Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede. Det var som paa en Kro. Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede. Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem Borgestuen. Moderen lukkede undertiden Døren op: -Naa, Børn, hvad Nyt? Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen.
Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne. -Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde. Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt. Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede. -Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang.
Dagens Ord