United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved en sær Tankeforbindelse maaske fra Seraillets Damer til Smykker begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage paa Stolen: "Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
"Aa jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan tale ..." "De behøver ikke at være bange," sagde William. De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende. Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?"
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille. -Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen. -Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad man bedriver gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes af Kedsomhed.
Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte." "Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, "forbi." "Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke." Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde Hr.
-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge: -Der er ikke nok til Lars Forkarl. Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord. -Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl? Pludselig virrede hun med sit Hoved: -Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer. Tine listede ind i Faderens Stue.
Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvert Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger. -Svævende -Man maa spæ' den op, sagde Nielsen. Banden spædede op med Bajere og "Hunkøn". -Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen. -Givere hva' Satan Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud. -Et Par ældre "Givere", Tvillinger....
Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun. Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad. Excellencen sagde: -Slaar de ihjel endnu? -Ja.
Han gentog Ordet tre Gange og med et besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig; Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.
Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde: -Det gaar jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et venligt Tonefald: -Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.
Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han. "For Eksempel i Deres Barndom hele Liv i Deres Tilbøjeligheder ... opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..."
Dagens Ord