Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familie. -Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig. -Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem.
Carl greb dem og bevæget sagde han: -Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad? Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun: -Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin. Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede.
Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede og det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden Sfaere, Luft og Plan ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og veg, hele mit forste Hjem tilbage.
Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen. Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken. En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham. Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.
Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne ja Mindet, Mindet om en anden Gang. Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun saa endnu ud over Vandet i sine egne Tanker. Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig.
-Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog paa hende. Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald: -Men kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.
De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden.
"Han" var Jomfruens Søn. -Ja, nu er han jo løbet fra Konen. -Naa. -Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen. -Hvad lever han af? spurgte Excellencen. Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før: -Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der. -Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ... -Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage. Pludselig brast Charlot i Graad. Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig ikke Charlot vel? Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds.
Dagens Ord
Andre Ser